Præstens strøtanker

 

4. Juni 2020

 

Kære alle.

 

Strøtanke:

 

Kunstneren Banksy er atter på banen. Denne gang med et maleri han har doneret til Southampton General Hospital. Maleriet er en kommentar på coronatiden - det forestiller en lille dreng, der leger med sin superhelt-dukke. Superhelt-dukken er en sygeplejerske med mundbind på. Spiderman og Batman er endt i skraldespanden. 

Ja, det er forskelligt fra tid til tid, hvilken superhelt der er brug for :)

"We could be heroes just for one day" skrev Bowie som en kommentar på splittelsen i Berlin under den kolde krig. Splittelse er der meget af i denne uge i særdeleshed i USA, men også i resten af verden i kølvandet på nedlukning og oplukning.

Kan vi ikke snart lukke splittelser helt ned og dét for altid!! Kan vi ikke bare snart alle finde vores helt egen superhelt-rolle og slappe af i den og glæde os over andres superhelte-roller? Der er jo brug for alle os superhelte.

 

Min superhelt i denne uge er min kiropraktor - hvem er din? 

 

Kærlig hilsen

Morten, Simon og Annemette 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

28. Maj 2020

 

Kære alle.

 

Strøtanke:

Det er pinse, og Helligånden kommer som af tunger af ild. Hvad er Helligånden?

Det har vi alle svært ved at forstå - mange forskere mener stadig, at vi ikke har en sjæl, så hvordan står det så til med, at vi har Helligånden?

Den norske forfatter Jan Kjærstad har gjort sig tanker om, hvordan vi mennesker er indviklet i hinanden - det kan I høre mere om i kirken i pinsen. Kort fortalt mener han, " Det er mere spændende at se mennesker som bølger end som partikler med en fast kerne. For det giver en større forståelse for, hvor indviklet vi er i hinanden. Jeg tænker på et menneske som en interferens. Ti dråber træffer vandoverfladen, og det skaber ringe i vandet, der flyder ind i hinanden, og så får man interferens. Og jeg tænker, at det er sådan, ti mennesker, der mødes, får samme virkning af deres følelser, tanker og replikker, der vikler sig ind i hinanden"

Men hvad betyder egentlig "interferens"?

Wikipedia siger:

Når to eller flere harmonisk svingende fænomener af samme beskaffenhed (f.eks. elektriske signaler, eller bølger af lyd eller lys) blandes, adderes de enkelte "bidrag" bogstavelig talt til et nyt signal: Denne sammenblanding kaldes for interferens, og resultatet heraf kan være "ingenting" (fravær af resulterende bølge eller signal), eller svingninger med "nye" amplituder og/eller frekvenser.

 

Det er Helligånden i os!! 

Vi kan vælge at bruge den til glæde for os selv og alle andre (resultatet er "nye" amplituder og/eller frekvenser), eller vi kan lade være med at bruge den (resultatet kan være "ingenting" (fravær af resulterende bølge eller signal). Eller, vil jeg sige: Resultatet kan være en katastrofal tsunami; total indviklethed i sig selv, hvor man ikke hører eller ser andre eller andet.

Derudover kender vi alle til, at "ånden var over os" - og vi ved også, at når den er det, så bliver resultatet godt :)

 

Glædelig pinse - her i kirken er vi klart til Helligånden :)

 

Kærlig hilsen

Morten, Simon og Annemette 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

19. Maj 2020

 

Ja, så er det Kr. Himmelfartsdag på torsdag, dagen hvor – PUF – Jesus forsvandt for øjnene af de noget forundrede disciple. Det virker,som om coronaen har gjort det samme – PUF – ”det er efterhånden nemmere at finde ti veganere i Nordjylland end en coronasmittet”, som en gymnasierektor derovrefra meget humoristisk kommenterede J

Og nu må vi pludselig (næsten) alt, og (næsten) alt åbner igen på nærmest én gang. Meget mærkeligt. Meget underligt – og måske er det derfor, at så mange er røget i flæsket på hinanden?

Nyhederne flyder i hvert fald over med info om alle dem, der føler sig forbigået: Hvorfor må de åbne, når vi ikke må?

Den enhed, der opstod i kølvandet på nedlukningen d.11.3. er røget. Det er langt hen ad vejen forståeligt, da alle kæmper for deres økonomi og virke – men det vil være ærgerligt, synes jeg, hvis vi bliver helt normale igen.

Eksempelvis har jeg personligt nydt at have øjenkontakt med folk, når jeg køber ind. Før i tiden væltede vi alle ind og ud ad butikker uden at ænse hinanden. Der blev mast og skubbet; i disse uger har vi med øjenkontakt ”set”, hvem der skulle gå først ind eller først ud, hvem der først skulle tage en mælk – og ingen har skældt hinanden eller kassedamen ud ved lange køer.

Den enhed ville være skøn at bevare – respekten for at vi er sammen om de samme ting, selvom vi er forskellige og har forskellige liv og virke.

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

2. Maj 2020

 

Kære alle

 

Så har jeg brugt meget tid på at rende efter vores Høsterkøb børn for at høre, om de er blevet traumatiserede med 2 m. afstand i skolen. Det er de ikke – tværtimod J De har helt styr på deres familiegrupper og elsker at være tilbage. Flere forældre elsker det også, så fred hviler over vores Landsby, selvom intet er normalt, og vi glæder os til at blive befriet for denne tilstand.

 

Strøtanke:

Da Danmark blev befriet efter 2. Verdenskrig d.5 maj for 75 år siden, styrtede folk ud på gader og stræder for at kaste sig om halsen på hinanden, kysse og kramme – selv fremmede; ja, for simpelthen fysisk at give sig hen i glædens rus og hylde landets frihed og landets frihedskæmpere. Nogle valgte dog, at banke dem, man mente, var forrædere og stikkere, andre tyede til våben og knive. Fysisk kontaktvar det i hvert tilfælde det afløb, der skulle til for at dræne års indespærrethed.

 

Og derfor blev jeg virkelig bange, da jeg sidste weekend læste om Jægersborg skaterbane, hvor 2 grupper unge mænd havde planlagt et slagsmål, og én blev stukket ihjel. Jeg blev virkelig bange, da jeg læste det, for min første tanke var, at det var vores egne pæne store teenagedrenge, der ikke mere kunne klare ikke at få befrielse og udløb for hormonerne – ikke kan få afløb til fester, flirt, sex og almindelig, venskabelig håndgemæng for kampens eller befrielsens skyld, men som nu samles pænt med få venner med afstand og uden piger og almindelig fysisk, bøvet samvær. OG alle I voksne mænd, der nu sidder med moralske øjenbryn og gerne vil styre jeres drenge– tænk på jeres egen teenagetid.

Det var så ikke vores teenagedrenge på skaterbanen, men børn og unge der er rigtigt fortabte, og hvor befrielsen, de savner, er fra deres normale liv. Det er ualmindeligt trist.

 

Men vi skal huske på vores egne unge mennesker, der skal have afløb for teenagehormonerne.

Vi befries lige nu meget langsomt, og det er, som en bekendt sagde til mig forleden: ”Nu vil jeg sgu have en medalje for alt det, jeg i ugevis har rettet mig ind under.”

 

Den medalje kommer ikke. Vi har ikke frihedskæmpere, der skal hyldes, for vi er alle frihedskæmpere, der skal hyldes, men friheden er ikke vundet endnu.

 

Indtil den er vundet, skal vi have fokus på de unge, og måske kommer vi til at slække på mange regler for dem. For de er dem, der er i størst fare for at miste dem selv og dermed besindelsen. De er ligeså seje og livsbekræftende som frihedskæmperen Kaj Munks digt fra 1943 ”Den blå anemone”, men lige nu er de uden sit skovkvarter, sin lune luft, sit fede ler, så de skal hjælpes videre på vej, så det kommer til at gå som i Kaj Munks digt:

 

Nu står den der og nikker

så sejersæl i Jyllands grus

ukuelig og sikker

trods ensomhed og gus,

som om alverdens modgang her

har givet den et større værd,

en lille amazone

og dog min anemone

som søens bølge skær.

 

Så som hyldest til vores unge amazoner og Danmarks befrielse for 75 år siden spiller og synger Morten og Simon den her: Strømusik 2

 

Anbefaling for at forstå unge mænds sind:

Se ”1917” på Blockbuster om 1. Verdenskrig. Når jeg taler om medaljer, om drenge der vil ud at kæmpe og bruge dem selv og ikke sidde derhjemme med hænderne i skødet, om når en fjende banker på, om at kæmpe for dem og det, man har kært – så se denne film. Den er in your face i denne lammede ”krigstid”; og læg så derudover mærke til skønheden og de meget få klip. Se den ikke med korrekt historisk blik, men med det eksistentielle. Den bedste film jeg længe har set J

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

18. April 2020

 

Kære alle

 

Så skal de små snart afsted. Jeg forstår godt, hvis nogle får lidt angstsved - nu har vi vænnet os til at være væk fra hinanden, vænnet os til at være "bange" for andre. Nogle er virkelig glade for det; de introverte nyder det, læser jeg, og så fik min veninde denne kommentar fra en ældre herre: "....fra nu af kan man forhåbentlig slippe for det utålelige krammeri her, der og alle vegne. Ofte fra folk, man dårligt kender og ofte ledsaget af kindkys og franske smaskelyde......". 

Sådan er vi så forskellige :)

 

Men tilbage til vores mindre børn - det bliver godt for dem!! Man taler om, at de ikke kan holde afstand; jeg omgås børn og unge i vitterligt alle aldre - udskolingen er de værste: De sidder på skødet af hinanden, vælter rundt i én stor bunke på gulvet, går 3 på toilettet sammen, 15 ud i mikro-køkkenet; ja, man kunne fristes til at sige, at de virkelig er næstekærlige.

Gymnasieeleverne gør det samme bare i mere vidtgående retning - man kunne fristes til at kalde det for korporlig kærlighed :)

 

Men lad os indtil videre glæde os over, at vi ved, hvor vi skal finde vores Høsterkøbbørn, der går i 0.-5. klasse: På Høsterkøb skole.

Rudersdal avis informerer, at fra august skal Sjælsø- og Høsterkøbskole med skolesammenlægningen fremover hedde Rude Skov skole. HVAD????? 

Hvor blev Høsterkøb lige salami-slagtet hen?

Forestil jer, man skal have en snak med Hanne, og hun siger: Vi ses på Rude Skov skole. Så kan man suse op og ned af Åsebakken, før man finder hende. Eller til bedsteforældrene: Hent snullegrisen på Rude Skov skole. De finder aldrig snullegrisen.

 

Da vi var et sogn med Birkerød, hed vi jo heller ikke Rude Skov kirke - så havde gæster og kirkegængere da ikke en chance.

Så her i kirken, vil vores skole aldrig hedde andet end Høsterkøb skole. For det er vores skole!!

 

Strøtanke:

Apropos vores lille lokalsamfund, hvor vi holder af at høre sammen og holder af vores hverdag sammen, så er hele Corona tiden et spejl på det - eller på det modsatte af det, da vi jo netop ikke er rigtig hørende sammen. Landsbyfesten aflyses også :(

Mange religioner har som udgangspunkt, at du skal gå i enrum og meditere for at blive styrket og klar til at møde andre, hænge sammen med andre.

I kristendommen er det stik modsat: I kristendommen er næstekærligheden udgangspunktet, og det betyder helt konkret, at du får dig selv, din styrke og klarhed, via andre. Intet bliver bedre af enrummet; vågner du en morgen og er sortseer, så bliver det ikke bedre af at gå i enrum - tværtimod. Men går du ud, så møder du uundgåeligt nogle, der får dine tanker på andre og lysere baner. Du kan så senere i enrum tænke lidt over dét, men du må aldrig starte med enrummet. 

Og det er det, vi konkret har oplevet de senere tider - vi savner mødet med andre lige fra vores familie og venner til dem, vi spontant møder, så vi føler os lidt halve; amputerede.

Sådan er vores kristne DNA og dermed vores samfundsopbyggelse og sind.

We love Jesus - tænk sammen over det :) og også gerne i enrum.

 

"Feel Good Stay At Home"

 

Morten og Simon sender jer en sang næste weekend - som de selv performer, forstås :)

 

Hold modet oppe og tro på, vi alle, store som små, godt kan finde ud af at mødes igen på god men forsvarlig vis.

 

Kærlig hilsen

Annemette 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

2. april 2020

 

Kære alle

 

Nu nærmer påskeferien sig, og det er godt for alle at kunne holde fri. Især for familierne med skolebørn i de mindre klasser, er disse arbejdsuger lidt af en udfordring - så hold fri! Både fra arbejdet og nyheder - og bliv hjemme.

Her kommer et par gode råd til det:

Ang. nyhederne: Smid telefonen i mikroovnen, eller tjek kun to gange dagligt. Vi er alle helt stressede af at tjekke nyheder og evaluere på dem med os selv og hinanden. 

Tal om andet end corona - det er svært, men øvelse gør mester :)

Ang. at blive hjemme: Er du den type, der nu er ved at brænde helt sammen i indelukke-desperation, så bliv hypokonder!! Det vil på stedet sikre, at du bliver hjemme!

 

Og apropos påske. Morten, Simon og jeg har lavet 5 små videoer til hver af påskens helligdage - JUHU. Så I kan stadig få en fed sang, et par ord og dagens hit-salme, selvom kirken har lukket. Vi sender link til jer, hver gang de bliver released :) 

 

Strøtanke:

Jeg fik denne strøtanke tilsendt:

"Min søn på 22 er flyttet hjem i denne tid, da han ikke havde lyst at sidde mutters alene i sin lejlighed på Nørrebro og det har hans mor jo ikke noget imod....Han har lige modtaget en besked fra det universitet i Auckland, som skulle have været hans hjem i næste semester, om at alt er sat på standby....Vi har talt om, at dette nok ville ske, men han forsøgte også at holde fast i håbet....Han forstår det selvfølgelig godt og forsøger at være tapper, men siger alligevel...."kan ikke være i mig selv lige nu" og higer efter vejret....ja jeg får selv lidt åndenød ved tanken og ser en fisk i for lidt vand for mig...måske er det lidt sådan vi alle har det i øjeblikket - vi holder vejret og jo længere tid der går, jo sværere bliver det. Mange af os ønsker jo ikke at beklage os over vores egne små hverdagsbekymringer, men vi bliver nødt til at give dem plads og luft....ellers ender vi alle med åndenød. Det bliver nu dejligt at kunne trække vejret normalt igen."

 

Nej, vi ønsker ikke at beklage os over vores egne små hverdagsproblemer, når mange andre verden over lider så meget mere under denne krise.

MEN - vi må godt lide, brokke og beklage os. Sønnen her får "smadret" sin uddannelse - jeg har hørt om flere i samme situation; fremtidsdrømme og planer skal skrinlægges. Det er altså skidt og giver åndenød. Skrig den ud!!

Og åndenøden er alle vegne, det er ikke kun de syge, der lider under det; når man køber ind, når man møder folk på skovstien, når man tænker på, at man selv kan blive syg, når man tænker på, at man kan dø, når man endnu engang diskuterer med sig selv og sine børn om, hvad man må og ikke må, når man ser på verdensøkonomien, når man ser på sin egen økonomi (vi spiser ret meget i disse uger ), når man tænker på, hvornår det her er ovre - og når man tænker på, hvordan der skal åbnes op igen, og hvordan fremtiden bliver. Gisp - åndenød.

 

Vi skal beklage os; holder vi det inde, får vi alle angst. Vi lever som fisk uden vand og som blommen uden æg. Vi er sårbare, og det kræver mod at indrømme det. 

Det kan I høre nærmere om her i disse TED TALK- det er så på det helt almindelige eksistentielle plan, langt før corona-tiden. Lyt og tal om det i påskeferien - det er godt for alle aldre!

I skal se dem i denne rækkefølge:

https://www.youtube.com/watch?v=iCvmsMzlF7o

https://www.youtube.com/watch?v=psN1DORYYV0

 

Info: 

Mangler du et kram?? Så syng!

Højskolesangbogen er den mest solgte bog i denne uge. At synge udløser oxytocin - og det er krammehormonet :) Jeg er stadig på dansen!

OG - kirken er stadig lukket. Hvad tænker Joy Mogensen dog på????

 

"Feel Good Stay At Home"

 

Morten anbefaler:

· ”Earth Song" med Michael Jackson (de dyre anlæg må godt skrues højt op, når man kommer 2 min og 38 sekunder inde i sangen...!!!!)

https://youtu.be/XAi3VTSdTxU

 

· ”Heart of glass" med Blondie 

https://youtu.be/WGU_4-5RaxU

 

Gode ideer til at holde humøret og modet oppe:

· Blockbuster: Sarahs key. En fremragende film om total skyldfølelse, og hvad det gør ved én. Ikke for mindre børn.

· Især til de unge: SGN, some good news, på YouTube

· Netflix: "To paver" Glæder mig til at se den selv

· Og har du lyst til at blive klogere på filosofi, så er dette fantastisk:

http://philosophizethis.org

 

Pas på jer selv, træk vejret (skrig, når det er nødvendigt) og I får link til Palmesøndags-strøtanker og musik på søndag kl. 13 :)

Kærlig hilsen

Annemette 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

29. Marts 2020

 

Kære alle

 

Opfindsomheden blomstrer i disse uger, også når det handler om at holde humøret oppe. Og sang er jo perfekt til det. Der synges med Phillip Faber hver morgen, og over hele verden synger folk fra deres altaner eller ud af vinduet.

Bare rolig. Jeg vil gerne være med til at holde humøret oppe, så jeg lover IKKE at synge ud over Kongevejen!!

 

Nye festivalformer er også opstået blandt de unge i deres indelukke-desperation: Vi-hader-ikke-at-drikke-os-i-hegnet-til høj-musik-3-aftener-om-ugen.

I radioen forleden hørte jeg om Insta-festivaller. Praise The Lord for det. Ikke nødvendigt med 2 meters-pinde og hygiejnen er i top.

Børnenes far sagde allerede for 1 måned siden, da panikken bredte sig herhjemme i børneflokken af rædsel for, at Roskilde ville blive aflyst: ”Det håber jeg da ikke, for den vil slå coronaen ihjel på verdensplan, pga. de bakterierI skaber der!!” HA.

Nå men den bliver jo nok aflyst, så vi har stadig behov for forskerne – Praise virkelig The Lord for dem. Og stort tak til dem.

 

Min helt store helt, forfatteren Jonathan Safran Foyer, anbefaler (heldigvis for os der ikke kan synge) dans til at holde modet oppe. Han bor i New York og danser i disse uger både med sine børn og alene. Det er jeg helt vild med, så nu danser jeg også rundt. Her er min dansesang nr. 1, så I kan danse med: https://www.youtube.com/watch?v=G_vqAsJ0Bjc

 

Strøtanke:

Michel de Montaigne er en fransk filosof fra 1500 tallet. Han var opfinder af essayet, som jo netop aldrig giver svar, men søger at udvide tankerne. Hans udgangspunkt var ”ikke alt er lige godt”, og derfor cirklede han rundt om, hvordan man så kunne finde ud af, hvad der så er godt. Jeg får lyst til at sige, han også har været inspirator for eksistensfilosofien – Kierkegaard må have læst ham.

Nå, men når det kommer til, hvordan man skal leve i sin hverdag, siger han: ”Du har mere end rigeligt at gøre hjemme. Så bliv hjemme”.

Det var nu også meget nemt for ham at sige, for han var en velhavende adelsmad og boede på et lille slot.

 

Og nu er vi virkelig hjemme, og alt rundt om os handler om, hvor svært det er. Men en yngre kvinde fra Ubberød er enig med Montaigne. Hun skrev sin strøtanke til mig forleden: ”Jeg var inde på mit arbejde i går fra 8-17:30 for at få printet ud og få overblik over alt det, der er overskueligt fra en laptop på køkkenbordet, som skal genstartes 6 x om dagen. Så længes man pludselig tilbage til køkkenbordet, hvor blommetræet står udenfor med de smukke hvide blomster, og man lige kan gå en tur med vapsehunden. Mennesket vil mange gange gerne noget andet, end det vi kan få.”

Dét kan vi godt lige bruge noget tid på at filosofere over hver især. Det ligger i menneskets natur aldrig at være tilfreds – og tænk, det, mener jeg, er positivt.

 

Da Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets have, var det da en straf? Nej, det var en naturlig konsekvens af, at de nu havde spist af træet og derfor kunne kende forskel på godt og ondt. Vores unge mennesker vil også ud og prøve noget andet end barndommens indelukkede paradisverden.

Vi er skabt i Guds billede, indblæst Guds ånd, og derfor er vi nysgerrige og kreative – og derudover er vi sociale relations-skabninger, fordi vi er skabt til at være afhængige af hinanden. Så jo, det er sindsygt hårdt denne her tid i afsondrethed, og især for dem der bor alene. Husk dem; man kan hurtigt komme til at føle sig ensom.

 

Men vi skal også huske at nyde de goder, der er ved at være hjemme, hvad enten man bor alene eller med andre. Så prøv at finde dem og nyd dem. Pludselig er vi tilbage i den almindelige verden, og så er der helt sikkert noget, vi kommer til at savne.

Jonathan Safran Foyer siger, at vi alle har et skaber-instinkt. Vi er ikke alle kunstnere, men vi har brug for at skabe. Han anbefaler derfor også, udover at danse, at vi skal skabe noget i denne tid, for det er sundt for os og får glæde og håb op i os. Bag en kage, skriv et brev til en ven, lav en tegning eller lav fotoalbums, foreslår han. Det er hermed givet videre J

 

“Feel Good Stay At Home”:

Simon skriver:

 

Første sang er fra et fantastisk album, et samarbejde mellem Burt Bacharach og Elvis Costello.

· ”God Give Me Strength" - her i en flot live version.

https://www.youtube.com/watch?v=lrcNnIV6FV8

 

· Anden sang i denne omgang er sangen "Songbird" der oprindeligt er skrevet af Christine McVie (Fleetwood Mac), som Eva Cassidy synger enormt smukt. Også fra et, i øvrigt, fantastisk album af samme navn - ren kræs for øregangene.

https://www.youtube.com/watch?v=bTNLYeaL7No

 

Info:

Salmeværk og alle koncerterne i påskegudstjenesterne er udsat til bedre tider.

 

Gode ideer til at holde humøret oppe:

CPH:DOX, som er Danmarks største filmfestival, og en af verdens vigtigste dokumentarfestivaller, er i år online: cphdox.dk/online

Der er mange fremragende film, men jeg vil især anbefale ”Being Eriko”, som i går vandt Nordic Dox Award – og som er lavet af en af mine bedste venner, Jannik Splidsboel. Yeah!! Jeg er så stolt af ham J Hans anbefaling til jer er også at se ”Acasa, my home” og ”Dick Johnson is dead”.

Man skal købe en billet, men så kan alle i stuen være med på den samme – og vi skal huske at støtte kulturlivet.

 

Pas på jer selv og hinanden – med min. 2 m. afstand. I får en ny strøtanke m.v. på torsdag.

Kærlig hilsen

Annemette

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

26. Marts 2020

 

Kære alle

 

Håber, I har det godt på alle planer.

Kedsomheden er ved at være ubærlig for mange børn og unge nu, og jeg vil opfordre alle os forældre til, at de ikke slækker på reglerne nu. 

Vi har haft en del diskussioner her de sidste dage. Eksempelvis: 

"Kan jeg ikke lige låne bilen og køre en tur med veninderne?" "NEJ - har du hørt om min. 2 meters reglen???" 

Sådan et spørgsmål stammer ikke fra dumhed, men fra indelukke-desperation. Den samme, der gør, at mange af jer måske tror, jeg har åbnet en cafe i min carport? Nej, desværre. Dér mødes veninderne til 2 meters-afstand-kaffedrikning. 

Vi har en 2 meters-pind! Den kan ikke være i min Citroen C1, så ingen bilture med veninderne.

 

2 gode råd:

1: Tålmod har altid været en dyd - det er det stadig. Men vi er ikke vant til det i vores tidsalder. Nu er tiden inde til at genoptage denne gamle dyd. Den vil være os en glæde også senere.

2: Lav 2 meters-pinde. 

 

Så er kirken jo også lukket ned i påsken, MEN fortvivl ikke :) Morten, Simon og jeg har en stor overraskelse til jer! Yeahh!!

pastedGraphic.png

 

En dame skrev bl.a. dette til mig: "Det, der er mest trist, er, at man ikke kan se sine børnebørn."

Ja, det er virkelig hårdt i sådan en tid. Der er også mange af os, der jo ikke kan se vores gamle forældre. 

I søndags så jeg i skoven et familiemøde: På en bænk sad mor, far og børnene. På en anden 2 m. væk sad bedsteforældrene. 

 

Man kan jo også smutte forbi hinanden og sige hej i haven med god afstand og uden servering. Det skal vi gøre, hvis muligt.

Ellers så er der mange, der skyper el.lign. Men hold for Guds skyld kontakt med hinanden. Det er meget hårdt at være afskåret, og det betyder alt for den mentale sundhed at blive husket. Sig det også til børnene og de unge. De kan jo altid bare sende en lille SMS til bedsteforældrene. Og husk også dem, der, uanset alder, bor alene.

 

Strøtanke:

Gorm Harste, som er Dr. Scient. Pol., har indført et nyt ord i denne Coronatid: "Hver-for-sig-fund" i stedet for "samfund". Det ord vil jeg nu bruge helt, som jeg selv forstår det - så det er altså ikke hans fortolkning som Dr. Scient. Pol., jeg nu kommer med :)

Et samfund forbinder jeg med en masse parallelle hændelser, begivenheder, mennesker osv., der på forskellige planer hænger sammen - altså et fællesskab af individer. Fællesskaberne er lige fra at være meget tætte, familien og nære venner, til meget overfladiske, folk man møder på gaden. 

I hele dette overordnede samfundsfællesskab kan den enkelte fortabe sig - og fortabes man, så har man det godt. Så lever man i næstekærlighedsrelationer med andre og sig selv. 

 

Men man kan også føle sig fortabt, fordi man ikke føler, man kan leve op til alt det, samfundet kræver. Og det er det, vi ser sker for flere - det munder ud i angst, manglende selvværd, sygdomme, stress m.v. Vi ser det hos voksne, unge og børn. 

 

I et hver-for-sig-fund er den enkelte et fund. En gave. Og dermed af største vigtighed og værdi. Og det er lige det, Jesus betoner som det vigtigste: Vi er alle af værdi. 

Og på den måde er vi et-hver-for-sig-fund i samfundet. 

 

Husk på det lige nu, hvor vi alle lever hver-for-sig og føler os mere eller mindre fortabte. Vi har alle stadig værdi, vi er et fund.

Og husk også på det når samfundet atter bliver normalt, og vi træder tilbage i de mange relationer og kan føle os fortabte. 

Du er altid et fund :)

 

Info:

I har måske lagt mærke til, at vores klokker ringer hver dag kl.17. Det er biskoppernes ide, og på vores hjemmeside kan I læse deres brev. Kort sagt handler det om, at kirken på den måde kalder os sammen til fælles at bede for de syge og alle dem, der passer og plejer dem. Det er faktisk meget fint, synes jeg.

På vores hjemmeside ligger nu også kirkens regler for afholdelse af bisættelser og begravelser - det er ikke festlig læsning!! Men det er jo desværre nødvendigt, hvis vi alle skal undgå smittefare.

 

Gode ideer til at holde humøret oppe:

Morten og Simon bringer nu i hver Høsterkøb news deres "Feel Good Stay At Home" liste. I dag er det:

 

· ”Day Dreaming" Aretha Franklin:

https://youtu.be/4tMFqa_K7bg

 

· ”Head Over Heels" Tears For Fears (det er mit yndlingsnummer :)):

https://youtu.be/CsHiG-43Fzg

 

Kærlige hilsner herfra,

Annemette

 

Så har jeg fået mange af jeres strøtanker og gode ideer til at holde humøret oppe og undgå for meget kedsomhed. Tak - kom endelig med flere. Nogle af dem giver jeg videre (med mine kommentarer i rødt):

 

1: Dan Turell & Halfdan E Hyldest til hverdagen. https://www.youtube.com/watch?v=77jiPMXR3Aw (Det er jo den, vi savner)

 

2: Fra søndagens leder i Politiken:

Coronakrisen har foreløbig lært os, at radikaliteten i vores indbyrdes afhængighed er dybere end vi tidligere har oplevet. Den afhængighed, som den danske filosof K.E. Løgstrup satte ord på. "Karakteristisk for vores menneskelige tilværelse er det, at vi er indbyrdes afhængige af hinanden, og afhængigheden går så dybt, at uden den ville vor tilværelse slet ikke være menneskelig". (Dèt er det, jeg evig og altid prædiker om)

 

3: Må lige foreslå dig at se "Outlander" hvis du ikke kender den allerede - fantastisk serie - 4 sæsoner på Netflix og

den femte kører nu på Viaplay. (Jeg kender den ikke)

 

4: Mht rutiner og struktur i dagligdagen har vi til dels stadig mulighed for at holde fast i en del af disse, hvilket jeg tror er vigtigt for mange af os. Her tænker jeg på de helt enkle rutiner, som at stå op på det tidspunkt man plejer, gå i bad, tage tøj og make up på, lave planer for sin dag, etc. I disse dage hvor tiden flyder sammen kan man være tilbøjelig til at stå senere op (man skal jo alligevel ikke noget...), droppe badet (det skader vel ikke at dufte lidt naturel...), beholde nattøjet på el smutte i den samme joggingdragt, som alle de forgående dage (hvem lægger alligevel mærke til det?). Ved at holde fast i sine rutiner giver det trods alt fornemmelsen af at alt ikke ændret, at vi stadig har en vis form for kontrol over vores liv og selvopretholdelse. At man så derudover har muligheden for at tilføje nye gode rutiner, som en fx en morgen løbe- el travetur, er bare en ekstra bonus. Blot en strøtanke fra mig ? (Enig - det er vigtigt. Glemmer det selv lidt. HUSK at det også gælder jer mænd!!! Undtagen det med make-up. Men plejer nogle af jer at bruge det, så fortsæt endelig.) 

 

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

 

22. Marts 2020

 

Kære alle

 

I disse afsondrede tider, har jeg besluttet mig for at sende jer mine strøtanker om dette og hint, så I ikke glemmer mig J og gode ideer til at holde humøret oppe!

 

Håber, I har det godt såvel fysisk som mentalt? For det sidste er også vigtigt at have fokus på, når vores liv er ændret så voldsomt.

Vi har jo ikke ferie med alt, hvad det indbefatter af hygge i familien og med venner. Tværtimod er vi afsondrede fra venner og tvunget ind med familien – og det er ikke altid så nemt, så;

gem skænderierne med ægtefællen til tingene er blevet normale igen.

Bær over med de unge, der er ved at blive sindssyge af at mangle deres venner og fester.

Giv flere kram til børnene, så de ikke føler sig alene.

Vær i det hele taget nænsomme overfor hinanden.

 

Og til jer, der bor alene; find en eller flere der også er alene. Aftal at I mødes med hinanden og ikke med andre.

Så kan I trygt hygge jer med kaffe, middage, film osv. i disse alene-uger.

 

Og til os alle; vær opmærksomme på, om nogle i nabolaget er helt afskårede og har brug for hjælp.

 

Strøtanke:

Da jeg fik mit andet barn, gik det op for mig, hvor meget jeg af ren og skær usikkerhed og mangel på rutine havde ”fumlet” med mit første.

Sådan har vores liv været de sidste uger: Intet er rutine, tværtimod skal alle rutiner laves om, og når de så lige er lavet om, så ændrer tingene sig igen, og vi skal igen ændre alt.

Og det er jo med alt. Brug bare to minutter på at se tilbage på, hvor mange samtaler, I har haft med hinanden og jer selv om, hvad man nu må, hvad man nu skal, og hvordan man skal planlægge fremtiden.

Hold op, hvor er jeg træt – det er jo som at være førstegangs mor igen, fumlende og famlende og med oplevelsen af, at hver dag planlægges med en vis usikkerhed, for det kommer jo an på barnets humør og søvn.

Det vænnede man sig til.

Jeg håber, vi snart vænner os til, at alt planlægning er usikker.

Jeg har lige måttet rykke vores konfirmationer til juni; kommer vi til at afholde dem? Og hvordan?

 

Info:

Høsterkøb kirke vil ikke transmittere gudstjenester. Der afholdes gudstjenester i både radio og TV hver søndag, og så er dette også lige kommet:

https://www.bibelselskabet.dk/kom-til-gudstjeneste-med-bibelen-2020-onli...

 

På vores hjemmeside www.høsterkøbkirke.dk kan I følge med i alt det praktiske ang. dåb, vielser og begravelser. Menighedsrådet og jeg er ved at have det færdigt; det ændres hele tiden, så lige nu står der ikke noget. I kan altid bare ringe til mig.

 

Gode ideer til at holde humøret oppe:

1: ”Messiah” på Netflix. Hvordan vil verden i dag reagere, hvis Jesus kom tilbage? Den er humoristisk og underholdende og skruet sammen som en CIA film. NB: Teologisk er den i orden J

2: ”Atypical” på Netflix. Sindssyg underfundig og humoristisk serie, hvor man ser alt fra en autistisk drengs øjne. Jeg har set alle sæsonerne – og det er aldrig sket før for mig.

3: ”Explained” fra Netflix. 20 min. indslag om alt mellem himmel og jord, der forklares. Så lige om pandemier!!!!

4; ”Better Things” Fra HBO. Om hvordan det er at være enlig mor til tre teenagepiger!! Hun er sej.

5: ”Dark” Fra Netflix. Den er velegnet til alle teenagere og deres forældre. Dystopisk tysk serie – så holder man det tyske ved lige.

6: ”Big Little Lies” Fra HBO. Husmor-drama med Nicole Kidmann, Ressee Witherspoon og Zoe Kraavits og Meryl Streep.

7: ”True Detectives” fra HBO. Også for mænd J  Krimiserie med Matthew McConaughey – virkelig creepy.

 

8: Den nye Svend Brinkmann bog

9: Den nye Knausgård bog

10: Den nye bibel – udkommet i går. Helt ny og nutidig oversættelse. Yeah :)

 

11: Forskellige Podcast på Spotify: (Politikens) Poptillægget, Her går det godt, Klovn-podcastet, Mads og Monopolet, Hjernekassen, Potterless, Du lytter til Politiken og Third Ear.

 

Nu er der ingen grund til at kede sig eller blive deprimeret.

Og så tager vi en dag af gangen, uge for uge.

 

Pas på jer selv og hinanden – med min. 2 m. afstand. I får en ny strøtanke i løbet af ugen.

 

Kærlig hilsen

Annemette